Jernfattigt glas

Også kaldet diamantglas. Glasset er farveløst i modsætning til almindeligt floatglas. Det anvendes blandt andet til interiørglas, hvor man af æstetiske hensyn ikke ønsker en grøn kant på glasset.

Indholdet af jernoxid er afgørende for, om glas har den karakteristiske grønne farve. Jernfattigt glas er derfor farveløst. Det er ganske nemt at adskille floatglas og jernfattigt glas ud fra kantens farve.

Det er ikke kun kantens farve, der påvirkes af jernindholdet i glas. Når man betragter noget gennem en glasopbygning med mange eller tykke lag glas, vil det få et grønligt skær ved brug af almindeligt floatglas. Det undgås ved brug af jernfattigt glas.

Fremstillingen af jernfattigt glas er ligesom ved almindeligt floatglas med den forskel, at der er større krav til renhed og mindre jernindhold i komponenterne. Den mindre mængde jern i glasmassen øger energibehovet til opvarmningen, da jernet normalt er med til at holde temperaturen oppe.

Jernfattigt glas kan bearbejdes som almindeligt floatglas, det vil sige, at det kan hærdes og/eller lamineres, hvis det skal bruges som sikkerhedsglas. Styrke og brudmønster er som ved almindeligt floatglas.

Se også:

Floatglas
Termisk hærdet glas
Lamineret glas

Gode råd og vejledning

Få hjælp, gode råd og vejledning til dine glasprojekter – uanset om det handler om med skader, rengøring eller vedligehold.

Få gode råd

Brug for hjælp?

Vi er klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål eller behov for vejledning.

Skriv en mail til info@glarmesterlauget.dk eller ring til teknisk konsulent, Mikkel Thomsen, på tlf. 3698 6264.