Energiruder

Energiruder bidrager til opvarmningen af bygningen og holder på varmen. Der er derfor meget energi og mange penge at spare med energiruder vs. termoruder.

Hvad er energiruder?

Energiruder består ligesom termoruder af flere lag glas, der er sat sammen med en kantprofil. Forskellen på termoruder og energiruder er, at et eller flere af glassene i en energirude er belagt med en usynlig metalbelægning, en såkaldt energibelægning.

Man vil ikke umiddelbart se forskel på en termorude og en energirude, men der er store energibesparelser at hente, ved at udskifte gamle termoruder med moderne 2 eller 3 lags energiruder. Brug Energiberegneren til at se, hvor stor din besparelse vil være.

Glarmesteren er den rette til at vurdere, om det kan svare sig at montere energiruder i gamle vinduer, eller om det giver mere mening at skifte hele vinduet eller montere forsatsvinduer. Det kræver altid en konkret vurdering af vinduernes stand og husets arkitektur.

Energiruder kaldes også for lavenergiruder eller lavemissionsruder.

Hvordan virker en energirude?

Uanset om der er tale om 2- eller 3-lags energiruder, så er det afgørende effekten af energicoatningen. Metalbelægningen på glasset gør, at energiruden lukker de højfrekvente, kortbølgede varmestråler fra solen ind i bygningen. Samtidig holdes de lavfrekvente, langbølgede varmestråler indenfor. Det betyder, at energiruden holder på både varmen fra solen og evt. anden opvarmning af boligen.

En energirude vil i mange tilfælde lade mere energi slippe ind i rummet, end den lader passere ud og den bidrager derfor til opvarmningen.

Effekten af en energirude er illustreret på figuren her.

Energiruden holder på varmen i huset

Energirudens opbygning

Energiruder er opbygget på samme måde som termoruder. Den største forskel ligger i energibelægningen på et af glassenes i energiruder. Moderne energiruder kan både være med to og tre lag glas sat sammen med en kantprofil.

Energiruder med varm kant

Tidligere bestod kantprofilen i energiruder af aluminium. I dag er der flere alternativer, som går under fællesbetegnelsen varme kanter. De varme kanter har stor betydning for energirudens U-værdi, også kaldet rudens varmetab.

Varme kanter kan bestå af fx termoplast eller rustfrit stål.
Profilerne har en lavere varmeledningsevne end aluprofiler og dermed nedbringes varmetabet for energiruden, ligesom indvendig kondens i randzonen minimeres.
Varme kanter kan reducere energirudens U-værdi med op til 0,1 w/m2K.

Varme kanter leveres i tykkelser på 6-20 mm og i forskellige farver, så de passer til dit vindue. Nogle af mulighederne ses på billedet.

Gas mindsker konvektionen i energiruder

Imellem glaslagene i en energi rude er luftrummet fyldt op med argon eller krypton gas. Det bidrager til energirudens gode energiegenskaber i forhold til en termorude, der er fyldt med almindelig luft. Begge gasarter er ufarlige og usynlige og de påvirker ikke dagslysets vej gennem ruden.

Gasarterne er tungere end luft, og dermed mindskes konvektionen mellem glassene i energiruder sammenlignet med en termorude. Men hvad er konvektionens betydning?
Konvektion i en termo- eller energirude er luftens cirkulære bevægelse, som fremkommer, når luften køles ned langs det udvendige glas. Nedkølingen får luften til at søge ned mod bunden af ruden. Samtidig vil luften opvarmes langs det indvendige glas. Opvarmningen får luften til at stige op.

Gasfyldningen i energiruder har altså den effekt, at nedkølingen af gassen i ruden sker langsommere, da konvektionen er mindre.

Energiruder med ekstra egenskaber

Står du overfor en udskiftning af termoruder til energiruder, så har du mulighed for at gøre flere forskellige tilvalg i de nye energiruder. Alle de egenskaber du kan vælge til, hvis du skal skifte vinduer kan også tilvælges, hvis du vælger kun at udskiften ruderne. Har du fx brug for ruder med støjdæmpning, solafskærmning eller personsikkerhed?

Tag glarmesteren med på råd og bliv klogere på mulighederne, hvis du alligevel skal i gang med at skifte vinduer eller ruder.

Se også:

Gode råd og vejledning

Få hjælp, gode råd og vejledning til dine glasprojekter – uanset om det handler om med skader, rengøring eller vedligehold.

Brug for hjælp?

Vi er klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål eller behov for vejledning.

Skriv en mail til info@glarmesterlauget.dk eller ring til teknisk konsulent, Mikkel Thomsen, på tlf. 3698 6264.