Fugleglas
Fugle er ikke i stand til at se almindeligt glas, men med få tiltag kan fuglene se ruderne.
Fugle, der flyver ind i glas, er ikke et ukendt fænomen i Danmark, men problemet er heldigvis ikke lige så udbredt her som andre steder. Det anslås, at op imod en milliard fugle årligt mister livet i USA efter mødet med glas. Ofte får de mange skyskrabere skylden, men forskning viser, at fuglene oftest kommer galt afsted mindre end 16 meter over jorden.
Hvornår udfordrer glas fuglene?
Der er særligt to situationer, der udfordrer fuglene. Det er ved glaspartier, hvor fuglene kan se natur igennem glassene. Det kan for eksempel være ved udendørs glasafskærmninger og værnglas eller ved smalle korridorer og forbindelsesgange mellem bygninger.
Fuglene bliver snydt af, at de kan se naturlige levesteder gennem glasset, og de er ikke i stand til at opfatte forhindringen undervejs.
Det andet, som ofte snyder fuglene, er, når omgivelserne spejler sig i glasset. Her vil fuglene ikke være i stand til at opfatte, at de ser en spejling, og de vil derfor flyve direkte ind i glasset.
Mønstre hjælper fuglene med at se glas
Undersøgelser viser, at de fleste fugle ikke vil flyve igennem huller, der er mindre end 10 cm brede og 5 cm høje. Der kan derfor laves mønstre på glasset, som lever op til disse krav. Mønstrene kan blandt andet laves som tryk, males på eller sættes på som folie.
Fugleglas – usynligt for mennesker
Der fremstilles specielle fugle afvisende glas. Glassene er belagt med en særlig belægning, som lægges på i striber eller mønstre, som lever op til kravene ovenover. Det særlige ved belægningen er, at den i modsætning til emaljering, klistermærker mv. ikke er tydelig for det menneskelige øje, men den er meget synlig for fuglene.
De særlige fugleglas har endnu ikke fået bred udbredelse herhjemme, men kan skaffes på bestilling.
Brug for hjælp?
Vi er klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål eller behov for vejledning.
Skriv en mail til info@glarmesterlauget.dk eller ring til teknisk konsulent, Mikkel Thomsen, på tlf. 3698 6264.