Lamineret glas

Lamineret glas består af to eller flere lag glas, der lamineres sammen om en eller flere folier. Det giver glas med stor sikkerhed og eventuelt også andre egenskaber.

Hvad er lamineret glas?

Lamineret glas laves af floatglas, varmeforstærket glas eller hærdet glas.
Glasset kan laves, så det opfylder præcis de krav og behov der er i forhold til, hvad det skal bruges til. Alt efter hvor det laminerede glas skal monteres, skal der tages stilling til:

  • Glastype
  • Tykkelsen på glassene
  • Antallet af glas
  • Folietypen
  • Antallet af folielag

Lamineret glas blev opfundet i perioden fra 1903 frem til 1909, hvor det blev patenteret.

Lamineret sikkerhedsglas

Lamineret glas anvendes mange steder i byggeriet og i transportmidler. Lamineret glas er personsikkerhedsglas, da det bliver siddende, selvom glasset går i stykker. Derfor kan det anvendes for at give en øget sikkerhed fx hvor:

  • personer kan støde ind i glasset – typisk i døre og butiksruder
  • personer kan falde ned, hvis glasset går i stykker – fx i glasafskærmning udendørs eller som trappegelænder indendørs
  • personer kan rammes af nedfaldende glasskår – fx bruges lamineret glas til tage og ovenlys

Til bærende konstruktioner, for eksempel glasbjælker eller søjler, anvendes også laminerede glas. Det vil typisk være flere lag varmeforstærket glas, der lamineres sammen.

Reglerne for, hvor der skal anvendes personsikkerhedsglas er beskrevet i Bygningsreglementet.

Lamineret sikkerhedglas inddeles i kategorier efter brudstyrke og brudmønster. Klassificeringen foregår efter DS/EN 12600.

Lamineret glas til sikring

Glas til hærværks- eller indbrudssikring, skal være af lamineret glas, der holdes sammen, selvom man forsøger at slå det i stykker. Ved risiko for eksplosioner eller skud, for eksempel ved terrorhandlinger, anvendes også laminerede glas. Her er der dog tale om laminerede glas med mange (specielle) folier, også kaldet multilaminerede glas.

Hvad bruges laminerede glas til?

Lamineret glas kan bruges mange steder i byggeriet, køretøjer, maskiner og både. Lamineret glas anvende bl.a. i:

  • Termoruder hvor man ønsker høj sikkerhed eller sikring mod indbrud og samtidig god varmeisolering. Det kan fx være i butiksruder.
  • Glasværn på altaner, svalegange og ved trapper mv., hvor lamineringen sikrer, at glasset holdes sammen, så ingen falder ud over kanten, heller ikke selvom glasset er brudt.
  • Lyddæmpende vinduer og ruder hvor udefra kommende støj er generende. Til dette findes særligt egnede lydfolier, som er meget bløde.
  • Biler hvor forruden laves i lamineret glas. Det sikrer, at ruden bliver hængende sammen, selvom den revner efter et stenslag eller et sammenstød.
  • Elevatorer hvor lamineret sikkerhedsglas forhindre folk i at falde ned eller komme i kontakt med elevatorens bevægelige dele, hvis ruden skulle blive smadret.

Kan man skære i lamineret glas?

Lamineret glas kan efterbearbejdes, herunder både skæres og slibes, men det kræver at man ved hvordan.

For at skære et lamineret glas over kræver det, at man skærer glasset fra begge sider og opvarmer folien. Glarmesteren ved præcis hvordan det gøres og kan skære dit laminerede glas på mål, så det passer præcist til det du skal bruge det til.

I nogle tilfælde tilskæres og slibes glassene, inden de lamineres sammen. Ved denne metode er der risiko for, at der kan opstå forskydning mellem glaslagene. Det kan fx giver udfordringer, hvis der er lavet huller i glasset og disse ikke ligger præcis overfor hinanden efter lamineringen.

Se også:

Kan man selv laminere glas?

Fremstilling af lamineret glas er ikke noget privatpersoner selv kan gøre.

Lamineringen foregår ved, at glassene lægges sammen om folien i den ønskede kombination. Herefter føres glasset ind i en autoklave og lamineres sammen ved, at der dannes undertryk i autoklaven samtidig med, at den varmes op.

Processen med at fremstille laminere glas kræver stor viden om glas og folie. Samtidig er det nødvendig med viden om styrke og klassificering for lamineret glas, da det er afgørende for, hvad glasset må bruges til.

Delaminering – ved brug udendørs

Anvendes laminerede glas med fritlagte kanter udendørs, så skal man være opmærksom på risikoen for delaminering.

Delaminering skyldes, at folien udsættes for fugt, hvilket nogle folier bedre kan tåle end andre.

Delaminering af lamineret glas

Gode råd og vejledning

Få hjælp, gode råd og vejledning til dine glasprojekter – uanset om det handler om med skader, rengøring eller vedligehold.

Brug for hjælp?

Vi er klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål eller behov for vejledning.

Skriv en mail til info@glarmesterlauget.dk eller ring til teknisk konsulent, Mikkel Thomsen, på tlf. 3698 6264.